09/08/06

Støttekoncert for dyr på Dyrenes Dag 4. oktober 2006

ER DU DYREVEN ... Er du mod jagt, mod pels? Værner du om husdyr og forsøgsdyr? Er du hundeejer, hesteejer eller katteejer? Er du vegetar, veganer eller spiser du fisk eller/og kød men gerne vil værne om produktionsdyrene, og kan du lide L.I.V.E musik? Hvis ja, til blot et af spørgsmålene så mød op og vær med til at sætte fokus på  Dansk og International Dyrevelfærd denne dag.

Læs meget mere på www.stottekoncertfordyrene.bravehost.com

 

05/07/06

Annonce: Hjælp en trafikskadet kat

 

En herreløs men tam kat med 4 killinger er blevet kørt over, og operationen af det ene bagben, som er forløbet tilfredsstillende, beløber sig til et sted imellem 5 og 10 tusinde kroner. Dyrenes Beskyttelse ville kun hjælpe katten af med livet!

Vil du bidrage med et beløb til de behjertede mennesker, der tog sig af katten og som har vanskeligt ved selv at udrede beløbet, kan et tilskud indsættes på bankkonto: 5501 8865 620 951 med følgende tekst "Brækket misseben".

 

Nærmere oplysninger hos: Helle Grotenborg, Mosevej 16, 4281 Gørlev, Tlf. 58 85 69 29, Mobil 60 81 92 83.
 

29/01/06

De seneste nyheder er i form af læserbreve, vælg i menuen til venstre.

 

13/11/05

Stor og glædelig nyhed

Der er nu flertal i Folketinget for at forbyde opdræt og udsætning af skydefugle, dvs. fasaner, ænder og agerhøns. Forslaget fremsættes dels af etiske grunde, dels for at mindske risiko for smittespredning af fugleinfluenza. Det er et tiltag, der virkelig vil underminere hobbyjagten i Danmark.

12/11/05

Et medlem af Respekt for dyreliv har på TV set, hvordan man i Kina eller Vietnam pga. frygt for fugleinfluenza brænder levende høns. Man så hvorledes hønsene flygtede fra bålet med fjerdragten i flammer. En rystende oplevelse.

 

16/10/05

En svensk jæger blev forleden slået bevidstløs, da han blev ramt af en død Canadagås, som var i frit fald fra 20 meters højde – ramt af skud fra mandens søn.

Gid dog alle dyr således ville hævne sig over menneskenes ugerninger imod dem.

 

07/09/05

NB! Boykot Fakta. De sælger olie fremstillet af levendeflåede babysæler.

Brev til Faktas kundeservice fakta@fakta.dk:

Kære Mette Lund Nielsen!
Vi har desværre måttet konstatere, at Fakta stadig vil sælge dyremishandlingsproduktet Omega Plus Sælolie kapsler.
Det betyder, at medlemmerne i netværket Respekt for dyreliv anbefales ikke mere at handle i Fakta.

Med venlig hilsen
Annette Illum Rosenmunthe
Netværkskoordinator
 

06/09/05

Ifølge flere medier d. 4/9-05 er antallet af selvdøde svin i de danske stalde alarmerende højt. 7 millioner svin dør således hvert år før de kommer på slagteriet. Årsagerne er alt for store kuld og alt for dårlige forhold i staldene.

 

03/09/05

Ifølge Ekstra Bladet finder der en grusom dyremishandling sted på den franske ø Reunion i Det indiske Ocean. Levende hundehvalpe får kroge igennem snude og poter og trækkes efter fiskerbåde for at blive brugt som madding ved hajfiskeri. Når de fortvivlet kæmper for at holde sig oven vande, tiltrækkes hajerne.

Metoden har været praksis gennem mange år på trods af utallige protester, bl.a fra den franske eksstjerne Brigitte Bardot. Også den internationale dyreværnsorganisation WSPA er nu gået ind i sagen.
 

30/08/05

Mis blev kastet for kamphund
Ifølge BT observerede nogle mennesker i et offentligt anlæg i Randers hvordan en bodybuilder-type 3 gange indfangede katten Mis og smed den hen foran sin kamphund. Katten overlevede mirakuløst mishandlingerne og politiet leder nu efter gerningsmanden.
 

20/08/05

”Duer er noget lort”, læser man på forsiden af Sjællandske Medier d. 17.8. I artiklen omtales duerne konsekvent som luftens rotter og ved Næstved Sygehus er der opsat duefælder. At de er opsat i duernes yngletid, er der åbenbart ingen der har skrupler over. Årsagen til duehadet er, at duer tillader sig at aflevere en klat i ny og næ.

 

18/08/05

I nærheden af Nivå i Nordsjælland har man ifølge BT i et naturområde fundet nogle sindrigt opsatte fælder til indfangning af sangfugle. Fælderne var forsynet med levende lokkefugle.
Vi skal måske nu til at have sydeuropæiske tilstande. På de kanter kan man løbe poser med snacks, fremstillet af sangfugle. Velbekomme!

--

125.000 grisesøer dør eller aflives hvert år på grund af sygdom.
100.000 kalve dør årligt på grund af diarré eller lungebetændelse.
20.000 kalve aflives årligt straks efter fødslen.
35.000 spædkalve sendes årligt til Holland som tremmekalve.
42.000 stykker voksenkvæg destrueres årligt på grund af nødslagtning eller selvdød.
Går du også snart over til vegetarisme?

--

Internet-handel med truede dyr er stigende, viser en ny undersøgelse. Der handles angiveligt med dyr for milliarder af kroner via nettet.

--

1. september går jagten ind på skovduer. Mange har på dette tidspunkt endnu unger i rederne.
Duer er i øvrigt monogame og sørger i lange tider over tabet af en mage. Enhver brevdueejer véd, hvor stor en trofasthed og hengivenhed, duerne er i besiddelse af. Duehannen køres hundreder af kilometer væk, hvorefter den trodser alle strabadser for at komme hjem til sin mage så hurtigt som muligt.
 

07/08/05

Fra flere sider, bl.a. DOF (Dansk Ornitologisk Forening), kræves der nu et forbud imod jægernes udsætning af skydeænder. Årsagen er øget risiko for at disse ænder bliver smittet med fugleinfluenza. Skydeænder er ofte opdrættede under kummerlige og svinske forhold og har derfor et svækket immunberedskab.
 

05/08/05

Ifølge nyhedsbrevet animail udsættes australske får for en grusom behandling, der kaldes ”mulesing”. Fåret spændes fast med metalstænger, hvorefter store lunser kød skæres af dets bagdel. Under hele processen er fåret ved fuld bevidsthed. Denne metode, som er dokumenteret via videooptagelser, bruges for at undgå maddiker i fårets rynkede hud. Som om det ikke var nok, bliver disse får transporteret til Mellemøsten på store skibe, hvor mange syge får ofte smides levende overbord.

 

05/08/05

Ifølge Politiken 4/8-05 transporteres hvert år 200.000 stykker kvæg fra EU-lande til slagtning i bl.a. Libanon. Transporten varer op til 10 døgn og finansieres af EU-midler. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel vil arbejde på at afskaffe støtten inden 5 år!

 

03/08/05

Netværket 'Respekt for dyreliv' er oprettet og hjemmesiden er under opbygning

 

 

 

Startside