Bliv gratis og uforpligtende medlem af netværket

 

Respekt for dyreliv

 

Netværket optager medlemmer, der ikke har personlige eller økonomiske interesser i de aktiviteter, som netværket kritiserer.

 

E-mail, skriv eller ring til:

 

Netværkskoordinator

Annette Illum Rosenmunthe

Lundby Hovedgade 63

4750 Lundby

 

Tlf. 55 76 72 02

E-mail: mail@respektfordyreliv.dk

 

Netværket har sin egen hjemmeside, www.respektfordyreliv.dk, som jævnligt bliver opdateret med læserbreve og oplysninger om netværket og dets interesseområder.

 

Netværket arbejder ud fra en protest og et ubehag over den måde, hvorpå især husdyrene behandles samt det helt unødvendige misbrug af dyr til pelsindustri, hobbyjagt, overflødige forsøg og forskellige former for underholdning.

 

Formålet med netværket er at give de aktive medlemmer en fornemmelse af støtte og opbakning, at der vil komme mere vægt bag ordene i skrivelser til politikere og myndigheder når man bruger netværkets navn i forbindelse med sin underskrift og at debatten i medierne bliver mere målrettet fordi fokus rettes væk fra enkeltpersonen. Derudover vil der være mulighed for gensidig inspiration blandt de aktive medlemmer.

 

Alle, der støtter op om kampen for bedre dyrevelfærd og er medlemmer af netværket, kan benytte netværkets navn. Samtlige medlemmer tegner således netværket ud fra den betragtning, at små meningsforskelle er af mindre betydning i forhold til de voldsomme dyreværnsmæssige problemer, vi kæmper imod. Erfaringen viser, at læserbreve skrevet af dyrevenner stort set altid udspringer af samme grundholdning og vil kunne bakkes op af alle potentielle medlemmer.

 

Formen skal være saglig og lødig, men må dog gerne indeholde følelsesmæssige argumenter. Kun lovlige midler tages i brug.  Alle har et ansvar for at der bliver respekt om netværket, og alle kan få deres skrivelser og læserbreve lagt ind på hjemmesiden.

 

Netværket ønsker at samarbejde med alle eksisterende dyreværnsforeninger i solidaritet og sympati med ethvert tiltag for forbedringer af dyrenes vilkår. Det er ikke på nogen måde konkurrerende, men fungerer som et supplement. Alle opfordres til at forsøge at hverve medlemmer fra omgangskredsen, så vi bliver så mange som muligt.

 

Undertegnede er villig til at passe medlemskartotek og hjemmeside. Medlemslisten vil ikke være offentligt tilgængelig, men vil på opfordring kunne forelægges medlemmer og relevante myndigheder.

 

Hvis I vælger at være passive, har I med jeres medlemskab vist, at I bakker op om sagen og har tillid til, at de aktive kæmper for jeres interesser efter bedste evne.

 

 

Annette Illum Rosenmunthe

 

 

Startside