laserbreve

Søer med dybe skuldersår

På et år er der en tidobling af modtagne søer med så dybe skuldersår at knoglen ses. Afdelingsdyrlægen på Skærbæk slagteri (Danmarks største) i Sønderjylland, udtaler at der bliver set gennem fingre med det, ellers mister man jo kunder, for disse begår en ulovlighed, der takseres til en bøde. Efter min mening burde dyrlæger, der ikke er sig sit ansvar bevidst søge et andet job og det samme må gælde for de landmænd, der ikke under søerne noget strøelse men lader dyrene ligge på cement underlag i den snævre boks, der hindrer dem i bevægelsesmulighed. Det er mere end skammeligt.

Kit Ansberg, februar 2007

Nødvendigheden af jagt

Natasha Illum Berg forsøger i sin kronik d. 4/2 at retfærdiggøre jagt – desværre kun med de sædvanlige, tynde argumenter. Hun sammenblander reguleringsjagt og hobbyjagt, hun fortier fuldstændig anskydningerne og alle de andre negative konsekvenser for dyr og natur, hun nedgør antijægere og bymennesker med påstande om deres forkvaklede forhold til dyrene og hun sammenligner drab på højtstående dyr med plukning af tomater.

Dyr skræmmes forståeligt nok af jagt og opfatter dermed mennesker som fjender. Ærgerligt for alle os, der har en interesse i dyrene, der rækker ud over at slå dem ihjel og spise dem. Harer ser vi stort set aldrig mere, for bestanden er næsten bortskudt. Rådyrene derimod kan opleves af trafikanterne, når dyrene hovedkulds flygter fra jagten samt af dem i hvis haver de søger tilflugt.

De fleste medlemmer af jagtkonsortier er i dag byboere, der finder sjov og spænding i at skyde dyr. Desværre er ca. hvert andet skud ikke dræbende, men efterlader dyret lemlæstet til en langsom, pinefuld død.

Reguleringsjagt er, når den er sagligt begrundet af personer, der ikke har et lystbetonet forhold til jagt, naturligvis berettiget. Det er ligeledes nødvendigt at nedskyde samtlige de 2 millioner fasaner og andre skydefugle, som er opdrættet til formålet, for ifølge undersøgelser er de ikke i stand til at klare sig i naturen. Forhåbentlig bliver dette usmagelige opdræt forbudt snarest muligt.

Natasha Illum Berg lægger ikke skjul på, at hun finder det fornøjeligt at skyde dyr. Døden er en følge af livet, men hvorfor skal jægere, der går på jagt for deres egen fornøjelses skyld, bestemme hvornår dyrene skal dø? Efter min mening er hobbyjagt umoralsk og barbarisk og hører ikke hjemme i et moderne, civiliseret samfund.

Annette Illum Rosenmunthe til Berlingske Tidende februar 2007

Dyr på 2. klasse

Der skelnes mellem slagtedyr (spildprodukter som landbruget kalder dem) og avlsdyr. Der er selvfølgelig forskel - ikke sandt - på transportmåden. 1. og 2. klasse om man så kan sige. Der slagtes 23 millioner grise i Danmark. På transporten til slagteriet er grisene forsikrede af danske slagterier. Forsikringsselskaberne udbetaler et tocifret millionbeløb hvert år tit døde grise. Så svært og risikabelt er det at transporters grise.

Alle so-slagterier i Danmark er lukket. Søerne er blevet et spildprodukt, der må slagtes i udlandet. På danske so-slagterier viste en oversigt for 2001 gældende for alle søer: 50 pct. med benlidelser, 18 pct. med lungehindebetændelse, 7 pct. med liggesår, 2 pct. blev kasseret med generel svækkelse. Det er sådanne dyr, der i dag bliver transporteret til Italien. Det er danske spildprodukter, siger landbruget. Hun duede ikke.

Ethvert slagtedyr har ret tit at blive slagtet På det nærmeste slagteri (80 km). Og er der intet slagteri, må der laves ét. Der er tomme slagterier nok.

Udtjente moderdyr er ikke spildprodukter, som landbruget siger. Det er dyr, der har gjort deres pligt og skal have en anstændig behandling.

Dyrlæge Tage Anker Sørensen 14. juli 2003

Fantomsmerter

Tage Anker Sørensen, Lupinvej 19, Thisted:

Dette foregår i Danmark. Hvert år klippes halestumpen af 20 millioner grise med det formål at forhindre halebidning. Grisene bider hinanden i halerne af kedsomhed. Vil du lege lidt med mig, siger de til hinanden. Bider de, kan det give bylder i hele kroppen og grisen bliver kasseret på slagteriet. Grisene med afklippede haler løber bort, før de bliver bidt pga. konstante smerter i stumpen. Smart, ikke? Det samme princip gælder for burhøns, der får næbbet klippet af. De kan ikke pille fjerene af hinanden mere. De har konstant smerter i de afklippede næb. Derfor kan de ikke pille fjerene af hinanden. Det gør ondt. Smart, ikke?

Dyrlæge Tage Anker Sørensen i Politiken 7. marts 2004

Kun grise tilbage

Først kom kogalskaben. Folk ville ikke spise oksekød. Så kom Newcastle Disease. Folk ville ikke spise fjerkræ. Nu har gyllebaronerne slået fiskene ihjel. Denne sunde spise kan vi ikke få mere. Tilbage er kun grisekødet med alt det mættede dyriske fedt. 25 mio. grise slagtes hvert år. Hvor mange er eller har været syge ved ankomsten til sygehuset?

Dyrlæge Tage Anker Sørensen i Nordjyske Stiftstidende 8. april 2002

Gennemhullede griseører

Tusindvis af søer (15 pct.) har sår helt ind til knoglerne. En hjemløs sover på en papkasse, soen på det bare cementgulv. Et åbent sår er genneminficeret og kan give blodforgiftning, der går i kødet og dernæst i konsumenten. På slagteriet får søerne først en tur i det snavsede skoldevand, så bliver de ”skåret rene” og så af sted til supermarkedet. Søerne bliver ikke undersøgt for blodforgiftning i kødet. Denne form for vanrøgt er tillige en sundhedsrisiko.

Dyrlæge Tage Anker Sørensen i JyllandsPosten 6. december 2003

Omsorg for vildtet

I Skov- og Naturstyrelsen (SNS) bekymrer man sig meget om at de vilde dyr ikke kommer til skade i trafikken. Hvert år i jagtsæsonen udsendes advarsler til trafikanterne, der anmodes om at sagtne farten de steder, hvor der er ”bevoksning langs vejene”!

Hvad man undlader at nævne er, at jagt gør dyrene opskræmte og urolige og får dem til at flygte over veje og jernbaner. Dette er et fænomen, der til enhver tid kan observeres på de steder, hvor dyrene ikke af hegn er forhindret i at flygte fra jagten.

Omsorgen for vildtet forekommer hyklerisk, når man tænker på, at jægerne, som tæller en stor del af de ansatte i SNS, hvert år skyder omkring 3 millioner dyr for sjov og spænding og skamskyder henved halvt så mange. Det er langt flere end der køres ihjel i trafikken, og hvor trafikken desværre er helt nødvendig, hører hobbyjagt ingen steder hjemme i et civiliseret samfund.

Annette Illum Rosenmunthe i Jyllands-Posten 5. november 2006

Farvel Island

Island har genoptaget forrige tiders kommercielle hvalfangst, og miljø- og dyreværnsorganisationer over hele verden græmmer sig. Ingen tvivl om, at det vil få negative konsekvenser for turismen fremover.

Nutidens større krav om en human behandling af dyr kan ikke honoreres, når de store havdyr skal aflives. Drabsseancen kan have en varighed på op imod en time, hvilket er barbarisk og helt uacceptabelt.

Som det eneste EU-land har Danmark stemt for en genoptagelse af hvalfangsten – på trods af at kun omkring 5 % af befolkningen tilslutter sig synspunktet.

Annette Illum Rosenmunthe i Politiken 22/10-2006

Stolte krigere

Få har arbejdsglæde som de danske jægere, som holder så meget af at beskyde dyr, at de gør det til deres hobby. Det skal være sjovt og festligt, så ofte forudgås skyderierne af en betydelig alkoholindtagelse, sådan som det fremgår af jægerne eget blad ”Jagt og Natur”:

”Mange af os kender situationen: Klokken er 2 om natten, de sidste øller er for længst drukket, den polske vært ligger under bordet, og vi har grinet af de samme sjofle vittigheder tre gange i løbet af aftenen. Fordrukken tavshed har sænket sig over selskabet ved tanken om, at jagten starter igen om to timer”.

Ved Mølleholmen, ganske tæt på beboelse, ”nakker” jægerne alle de skader og krager, de kan få ram på. Men hvad skade gør en krage? Sviner og larmer fuglene mere end vi mennesker? Ønsker alle beboerne, at de skal væk, og skal jægerne, der elsker at skyde dem, bestemme, hvor mange, der skal være tilbage?

Når stære samles i enorme flokke ser vi det som et yderst interessant naturfænomen, men jægerne har det med at betragte de fleste dyr som modbydelige skadevoldere. Det synspunkt skal naturligvis retfærdiggøre den på alle måder ynkværdige krig imod dyrene, hvorved nogle dør og andre blot mister næb, øjne eller ben. Ufatteligt at kommunen oven i købet har iværksat svineriet.

Annette Illum Rosenmunthe til Vestegnen oktober 2006

Fuglejagt

Bjarne Clausen fra Dyrenes Beskyttelse havde d. 7/10 et berettiget kritisk debatindlæg i avisen om fugle, der opdrættes og udsættes med det formål at agere levende skydeskiver.

Denne form for ”jagt” er en stor anstødssten – også i kredsen af anstændige jægere. De opdrættede fugle er halvtamme og kan ikke betragtes som vildt, og de stakler, der ikke er så heldige at blive skudt, dør en langsom sultedød fordi de ikke kan fouragere naturligt.

Der nedlægges langt flere af disse skydefugle end der kan bruges til konsum, hvorfor der fra mange sider er forlydender om, at de blot destrueres efter jagten.

Der må sættes en stopper for den meningsløse massakre på disse ulykkelige fugle. De mennesker, der praktiserer den form for jagt, stempler sig selv som kyniske og afstumpede.

Annette Illum Rosenmunthe til Politiken oktober 2006

Dear Prime Minister Geir H. Haarde!

We have just toured around Iceland in August this year with 39 other Danish autocampers. Seeing the majestic scenery was a wonderful experience as was learning about the history and culture of Iceland and our meeting with its friendly inhabitants.

But our pleasure was unfortunately marred. We were told that Iceland will possibly resume commercial whaling in two or three years. We also found that several restaurants served meat from whales that had been put down for scientific purposes, and we think this confusion of interests is very unfortunate.

We are not proud of the fact that Denmark was the only EU country to vote in favour of the resumption of commercial whaling. But this does not reflect the views of the population as a whole, and the Danish Parliament’s action has caused deep resentment and frustration in wide circles.

The majority of Danes think that whaling is a thing of the past and that killing whales cannot be done without cruelty, whatever the method. The practice must be considered barbarous and inhuman.

People feel strongly about this, and there is no doubt that Iceland and its export products will be boycotted if whaling is resumed.

We therefore earnestly hope you will reconsider the whaling issue before embarking on something which will not serve the interests of Iceland and its people.

Annette Illum Rosenmunthe til Islands statsminister 6. oktober 2006

Fokuser på dansk dyremishandling

De fleste danskere opfatter Danmark som et relativ dyrevenligt land. Det er dog en sandhed med modifikationer, da Danmark – som det eneste EU-land – stemte for Japans krav om kommerciel hvalfangst, opdrætter og udsætter fugle med det ene formål at skyde dem samt importerer fødevaren foie gras selvom produktionen heraf er ulovlig i Danmark (da det er dyremishandling imod ænder og gæs ifølge den danske dyreværnslov). Oveni kan bl.a. tilføjes Danmarks status som verdens største minkpelsproducent (en produktion der er ulovlig eller pålagt langt større restriktioner i flere andre lande) samt at det er lovligt at voldtage et dyr så længe dyret "ikke lider overlast" - for lige at nævne nogle af de mest grelle mangler på dyrevelfærd i Danmark.

Så selvom det syntes svært at komme internationale sager med dyremishandling til livs, f.eks. i forbindelse med transport af levende dyr, så er der stadig masser at tage fat på nationalt.

Peter Als til Jyllands-Posten september 2006

Sygt Landbrug

Lokket af Landbrugsrådets halvsides annonce i Politiken om ”Åbent landbrug” besøgte vi – i håbet om gode oplevelser – en gård ved Præstø.

Det viste sig at være en chinchillafarm, hvor man foran det fremmødte publikum af børn og voksne aflivede og pelsede de små dyr. Det sortnede for øjnene af de fremmødte dyrevenner mens pelsopdrætteren fjoget grinende gjorde det af med de små.

At levere gnaverpels til selvcentrerede kvindemennesker i ind- og udland er muligvis en givtig forretning. Der går ca. 150 dyr til en enkelt jakke. Men er det virkelig en rimelig udnyttelse af dyrene i en tid, hvor der uendelig mange andre muligheder for beklædning?

Det var ikke en landbrugsoplevelse, der indgød respekt for faget, men den har utvivlsomt været med til at bevidstgøre flere af de fremmødte om menneskets overforbrug af dyr.

Annette Illum Rosenmunthe til Politiken september 2006

Ræve i Rødovre

Beboere i villakvartererne er ofte splittede i deres holdning til rævenes tilstedeværelse, men vi er nu engang nødt til at give plads for dyrene, hvis vi trods alt mener, at også de har en eksistensberettigelse og at verden ville være fattig uden dem.

Det er en myte at tro, at rævene er flyttet til byen fordi det flyder med mad til dem på gaderne. Der er mere end rigeligt af rotter, fasaner og mus på landet samt ådsler langs landevejene, men rævene flygter forståeligt nok til områder, hvor de ikke er genstand for massiv beskydning. De er jægerens hadeobjekt nummer 1, fordi de udgør en trussel for de millioner af skydefugle, der opdrættes og udsættes som levende skydeskiver. På adskillige lokaliteter, eksempelvis hele Bornholm, er rævene simpelthen bortskudt.

Ræven er en særdeles nyttig rottefænger, som ellers kunne være med til at afhjælpe de kraftigt voksende rotteproblemer, der eksisterer både på landet og i byerne. I mange områder er rotterne ved at blive resistente over for selv de stærkeste gifte.

Ræveskab er ret nemt at behandle, når det en sjælden gang smitter hunde, hvorimod de sygdomme, der kan overføres til mennesker fra rotter, kan blive ganske fatale.

Ræven fortjener ikke at blive efterstræbt på mere eller mindre barbariske måder. Hjælp den i stedet med lidt vand og foder og giv den plads, så der kan udvikles en sund og god bestand til både nytte og glæde.

Annette Illum Rosenmunthe til Rødovre Avis september 2006

Dyrebordeller

Nu er det åbenbart endnu en god forretning at misbruge dyrene. Nu og måske også før i tiden tiltrækkes og serviceres perverse personer både fra ind- og udland til at få deres liderlige lyster tilfredsstillet hos dyr, og disse bordelværter som må siges at være lige så ynkelige som kunderne, tjener guld på dette ---- ja jeg mangler ord for det. Og love imod denne perversitet mangler også. Er det ikke på tide, at myndighederne reagerer mod dyrplageri også på dette felt.? Må vi snart kræve et politi, der er uddannet til at varetage dyrenes velfærd.

Andre lande tillader vel ikke den slags bordeller, når udlændinge valfarter til Danmark, jeg skammer mig over mit lands lovgivning og laden stå hen med hensyn til vores medskabningers værdighed.

Kit Ansberg.

Mågeskrig er sød musik

I Go’aften Danmark optrådte for nylig en jæger med kravet om jagttid på måger året rundt.

Vi ved jo godt, at stort set alle dyr – ifølge jægerne – er skadedyr og til stor gene for mennesker. Jægerne brænder for deres hobby og vil gerne have så mange skydeemner som muligt.

Mågerne skriger og klatter, men hvor mågeskrig lyder som sød musik i manges øren og leder tankerne hen på hav og ferietid, giver lyden af bøsseskud helt andre ubehagelige associationer. Klatterne, som mågerne leverer, hvis de vel at mærke har haft held til at skaffe sig føden i form af en enkelt skidtfisk eller lidt menneskeaffald, er for intet at regne imod det svineri, som landbruget og menneskene påfører vores fælles natur. Det forekommer mig, at vi taknemligt burde påskønne det fugleliv, der trodser vores ihærdige ødelæggelser af levesteder og fødemuligheder.

I bestræbelserne på at propagandere for nedskydningen af måger havde jægeren på TV medbragt et stykke mågekød, og man betvivler ikke et sekund, at en rigtig jægersmand ved et enkelt måltid kan gøre kål på en redefuld mågeunger mens jagthunden forgriber sig på de skamskudte.

Annette Illum Rosenmunthe i BT, Kristeligt Dagblad og Søndagsavisen august 2006

Forbrugsorienteret naturformidling

Vi lever i en tid med focus på forbrug, og vi afholder os ikke fra også at forbruge vores medskabninger, dyrene, i et omfang som hverken gavner vores helbred eller selvrespekt.

Hvis man ønsker nærmere at stifte bekendtskab med hvordan dyrene fratages livet for at blive til menneskeføde eller som led i underholdning vil det være relevant at frekventere et slagteri eller overvære en jagt (på film eksempelvis ”Andemassakren”).

Det er trist og fattigt, når også naturskoler og naturvejledere har en sådan tilgang til faget, at dyr kun er interessante fordi de kan fanges, dissekeres og ædes.

Hvis man skal formidle natur og dyreliv på en levende og vedkommende måde kræver det et anderledes natursyn, hvor fascinationen af dyrene, kærlighed til dem og respekt for deres liv er i højsædet.

Utroværdig kærlighed til dyr

Hvordan kan én og samme person (HKH Prinsen) påberåbe sig stor kærlighed til dyr og samtidig finde det sjovt og underholdende at skyde og skamskyde dem? Hvordan kan han se på, at hans gravhunde nedlægger rådyr? Det er en modbydelig og ulovlig måde at udøve jagt på.

Hvordan kan en dyreven få sig selv til at lovprise dyremishandlingsproduktet foie gras, som er forbudt at fremstille i Danmark?

Hvordan kan man have følelser for dyr og samtidig vælge at gå klædt i deres pels? Det er jo helt unødvendigt! Mink lever hele deres ynkværdige liv i ganske små bure, og babysælerne udsættes for køllemassakrer på isen og flås ofte, mens de endnu lever.

Som om det ikke er nok, er det nu blevet kundgjort, at Hans Kongelige Højhed også finder det i orden at spise menneskets bedste ven, det domesticerede kæledyr, hunden. Hvad er da hans dyrekærlighed andet end kejserens nye klæder og spil for galleriet?

Kongehuset krænker med deres alt andet end forbilledlige holdning til dyr mange mennesker og er på kollisionskurs med dyreværnsforeningerne.

Annette Illum Rosenmunthe i Ekstra Bladet 4/5-2006

Drop flæskestegen

Når man tager debatten i medierne i betragtning, ser det ud til, at grænserne for hvad befolkningen vil acceptere af gener, ødelæggelser og umoral fra landbrugets side er ved at være overskredet.

Danmarks Naturfredningsforening satte for et år siden et hold af eksperter til nærmere at undersøge, om dansk landbrug i realiteten kan betale sig. Konklusionerne, som måske kommer bag på dem, der har troet på påstandene om landbrugets lyksaligheder, var, at det kan det meget langt fra – alle de negative konsekvenser taget i betragtning (”Kan dansk landbrug betale sig?” DN).

På jagtområdet bliver vi holdt grundigt for nar af alle de usandfærdigheder, der skal retfærdiggøre, at dyrene dræbes og mishandles som led i hobby, men heller ikke landbruget holder sig tilbage hvad angår fordrejninger, fortielser og usandfærdigheder.

Hvem er de mennesker, der har hjerte til at behandle dyrene, sådan som det praktiseres på især de store, industrialiserede landbrug? Hvor er moralen, når de misbruger antibiotika og dermed udsætter os alle for en stor sundhedsmæssig fare? Hvorfor tror landmændene, at andre vil finde sig i gyllestanken fra deres kæmpebedrifter, der skal sikre dem et lidet respektabelt vellevned på bekostning af omkringboende, natur og miljø?

Stanken af gylle går i kødet på dyrene, der ofte ikke indånder andet i deres sølle liv, men nogle mennesker vænner sig åbenbart til smagen. Alligevel vælger flere og flere kødet fra, og det er meget nemmere, end man tror. De helbredsmæssige gevinster er store, for man undgår den skadelige forrådnelse, kødet forårsager i den menneskelige fordøjelseskanal. Kød er nemlig kun egnet som overlevelseskost – ikke overforbrugskost.

Annette Illum Rosenmunthe til Sydsjællands Tidende

Koens liv

Det er dybt forstemmende, at stifte bekendtskab med formanden for Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritsens bud på et godt liv for en ko (Pol. 15/4).
Han degraderer simpelthen koen til en maskine, hvis hele indhold i tilværelsen skal være at levere sin mælk og sit kadaver til menneskeføde. Opfattelsen af dyr som dumme er udtryk for en utilladelig projektion fra en uforstandig menneskehjerne.
Husdyrene er vores medskabninger og skal anstændigvis have mulighed for at få dækket bare en brøkdel af deres naturlige behov for oplevelser og sanseindtryk. De mennesker, som er begavet med indlevelsesevne, vil være i stand til at fremkomme med en kvalificeret vurdering af, hvad der bibringer dyrene en rimelig trivsel, og de andre må have nogle love og regler at gå efter.

Annette Illum Rosenmunthe til Politiken

I Vildtforvaltningsrådet sidder et flertal af skydeglade mandspersoner, som ud fra deres personlige interesser har bestemt, at det også fremover skal være tilladt at opdrætte fasaner, agerhøns og ænder til agere levende skydeskiver.

Dyrenes Beskyttelse er naturligvis imod denne kyniske praksis, der indebærer uundgåelige grove overtrædelser af dyreværnsloven, men på trods af, at organisationen taler på vegne af et meget stort antal mennesker samt Danmarks samlede dyrebestand og at modstanden er etisk funderet og ikke udspringer af personlige interesser, tæller den blot en enkelt stemme i rådet.

For bare et par dage siden, var det isfyldte farvand ud for Canadas østkyst et gispende smukt syn:

Et endeløst hav af hvidt is, så langt øjet rækker. Et af naturens smukkeste syn. Tusindvis af baby harp sæler, der kalder på deres mødre, alene på isen for første gang.

Men nu er jagtskibene ankommet. Hvad der før var fred og uskyldighed, er nu forvandlet til en skifteholdsfabrik af terror og grusomhed. Isen bliver nu sølet ind i blodet fra de unge sæler. Nogle nåede blot at blive tre uger gamle, hakket ihjel eller skudt på grund af deres pels. Mange bliver pelset levende, eller bliver fanget under isen, hvor de drukner eller dør af deres kvæstelser.

De fleste af disse babysæler, bliver dræbt i løbet af få dage. Hurtighed – ikke medlidenhed – er mottoet, når disse sælfolk prøver at dræbe flest muligt sæler på den kortest mulige tid der er til rådighed.

År efter år kan IFAW dokumentere disse overgreb, der blandt andet består i at levende sæler bliver hakket i hovedet og trukket tværs over isen, eller skudt og efterladt, for senere at få det endelige slag i hovedet.

Ifølge den Canadiske regering, var der mere end 78.000 sæler der var ”struck and lost” – ramt og forsvundet – på denne måde i jagtsæsonen 2003-2005.

Rent bortset fra de grusomme metoder der anvendes – og det er galt nok – så risikerer vi at der om ganske få år ikke er flere sæler, for pakisen er ved at forsvinde. Det betyder, at der ikke er nok yngleplads, og dermed er det slut med sælen.

Det synes at være en høj pris, bare for at mennesker kan gå rundt med sælens skind på ryggen.

Mette Lisby beskriver i BT d. 11/3 de lidelser, som mink må igennem for at levere mennesker deres pels. Ræve har det om muligt endnu mere kummerligt end mink, når de opdrættes til pelsleverandører og størstedelen af de pelsbesætninger, der sidder på især overtøj, stammer fra mishandlede kinesiske hunde og katte, der ofte afpelses levende.

Også Great Greenland bidrager til grusomhederne, idet det nu er afsløret, at der indgår pels fra køllenedslagtede og levendeflåede babysæler fra Canada i kollektionerne.

Man må gøre sig klart, at når man anskaffer sig en pralepels fra rovdyr eller havpattedyr, bærer man et medansvar for de forfærdelige pinsler, dyrene har måttet igennem såvel i livet som ind i døden.

Nu er fugleinfluenzaen nået til en kalkunfarm i Frankrig. Jeg tror vi skal være mere end heldige, hvis vi går ram forbi her i landet. Vi har set billeder fra den massive kyllingeproduktion - også fra Danmark - og det er ikke noget kønt syn.

Man har set de mest grusomme billeder fra Kina, Thailand, ja og Tyrkiet. Den måde de behandler deres fjerkræ på, får tårerne op i øjnene, og kvalmen op i halsen. Fuglene bliver fanget i ben eller vinge eller hvad der nu er mest bekvemt for indsamleren.

I øjeblikket smider de levende fugle på bålet, eller samler dem i plastiksække, som så bliver begravet. Stadig mens fuglene er levende!

Hvorfor er der ingen der påpeger, at hvis dyrene blev behandlet lidt bedre, så var der måske ikke noget der hed Fugleinfluenza.

Jeg vil vove den påstand, at det er naturen der nu afkræver mennesket betaling for alle de lidelser vi påfører dyrene.

En pakke skinke fra de danskejede, polske svinefabrikker til seks kroner. Tre pakker bacon tyve kroner. I tilgift får man så en dosis antibiotiske vækstfremmere. I Kvickly i Silkeborg kan 7 kyllinger à 1100 gram købes for ialt 100 Kr. - Halal slagtet i Tyskland. Det er Kr.14.29 pr. stk!

Man tør end ikke gætte på, hvad de dyr der har lagt krop til, har været udsat for.

Coop’s ansvarlige indkøber Esben Meier har oplyst, at størsteparten af det lammekød der sælges i COOP’s butikker, det stammer fra New Zealand, hvor alt lammekød er halalslagtet efter muslimske regler. Oven i købet, så kræver COOP dokumentation på handelsdokumentet herfor. Det kan undre, at Coop ligefrem insisterer på at få halal-garanti på handelsdokumentet, når denne oplysning ikke kommer forbrugeren til gode. Kødet er ikke mærket. Der står intet om halal-slagtning i Coop`s annoncering af lammekød.

Butikkerne ved det ikke, slagterne ved det ikke, og ikke mindst - kunderne ved det slet ikke!

De etniske kunder køber ikke kød som de ikke med sikkerhed ved, er slagtet efter de muslimske regler.

Hvor kundevenligt er det? Det kunne jo være, at der var kunder der tænkte på dyrene, før de tænkte på pengepungen!

Man fristes til at spørge: Hvad mon der ellers gemmer sig bag COOP’s facader?

Jeg kan huske, da COOP’s butikker var førende i gode produkter. Der var lagt vægt på dyre- såvel som menneske velfærd. De tider er åbenbart forbi.

Tak til Peter Als for hans bidrag i Jyllands-Posten til debatten om drab på babysæler i Canada.

Kølleslag kan være en human aflivningsmetode, men er det ikke i praksis, fordi sæljægerne aflønnes pr. skind og ikke udviser den fornødne omhu. Derfor er op imod halvdelen af sælerne ikke døde, når pelsen flås af dem.

Mange har i de senere år sat deres lid til at sælpels fra Great Greenland var et etisk acceptabelt produkt – som biprodukt til fremskaffelsen af sælkød.

Desværre forholder det sig langtfra sådan. Også i Grønland fanges sælerne på højst kritisable måder – dels i net, hvor de lider en langsom druknedød og dels ved riffelskud, hvorved omkring halvdelen skamskydes. Desuden drives der i den grad rovdrift på bestanden (Kjeld Hansen: ”Farvel til Grønlands natur”), tusindvis af sælskind ligger og rådner og store mængder sælkød dumpes i havet.

Hvordan kan vi mennesker dog tillade os at misbruge dyrene på den måde? Der er al mulig grund til at boykotte sælpels og såmænd også alle andre dyrepelse. Hvorfor gå rundt og signalere, at man lader hånt om dyrenes lidelser med et – i vor tid – helt unødvendigt stykke overtøj?

Salget af ÆG fra BURHØNS er steget enormt. Folks hukommelse er meget kort og det er igen nødvendigt at opfriske den ved at vise de helt forfærdelige forhold man byder millioner af høns. Det minder om koncentrationslejrs forhold. Tænk, at nogle mennesker kan arbejde i disse miljøer, det må kræve en vis kynisme. "Barmhjertighed og medfølelse mod dyr er så nært forbundet med karakterens godhed, at man kan være fuldstændig sikker på, at den, som er grusom mod dyr, ikke kan være et godt menneske" (Citat fra filosoffen A. Schopenhauer).

D. 21.01 i Jyllands-Posten giver både Chefdyrlæge Carsten Grøndahl for Københavns Zoo og Peter Sandøe, formand for Det Dyreetiske Råd, deres bidrag til debatten om den canadiske sæljagt. Begge mener, at slag for panden er en effektiv metode til aflivning af sæler.
Metoden har dog vist sig langtfra at være uproblematisk, idet de canadiske sæljægere har vist sig at være ualmindeligt hensynsløse og sløsede i aflivningerne af sælerne. En undersøgelse fra 2001 viste nemlig, at i hele 40% af alle drab havde jægerne slået dyret mere end en gang, hvilket indikerer, at sælen stadig var ved bevidsthed efter første slag eller skud.
Undersøgelsen blev udført af et hold internationale dyrlæger, hvor de canadiske fangere ikke vidste, at de blev observeret. Dyrlægerne fandt endda ud af noget langt mere grusomt - de konkluderede nemlig, at 79% af jægerne ikke checkede for at se, om sælen var død, inden de flåede den. Og efter at have undersøgt sælerne beregnede dyrlægerne, at 42% af de dræbte dyr havde minimale eller ingen frakturer - et klart tegn på, at disse sæler var blevet flået levende.

Peter Als i Jyllands-Posten

Nu har man fundet ud af, at træer udsender METAN, skal regnskovene så hugges ned?
Alle levende skabninger afgiver metan, grise (som vi avler alt, alt for mange af) køer, ja alle drøvtyggere, som bøvser og slipper en vind ud, selv mennesker har den dårlige vane.
Mennesket er jo det ypperste på kloden, så de må have lov til alt, men vores medskabninger (DYR OG PLANTER) må vi finde ud af at bremse. Mon forskerne ikke er i stand til at finde en metode, de er jo så velansete, lige meget hvad de finder på, knæler man for dem.
Det sidste er at pode en gobbel fra havet, nemlig Vandmandens gener ind i grise, så de bliver selvlysende GRØNNE, både i deres indre organer og deres ydre. Det næste må vel blive, at pode træerne med hundens gener, så de kan logre med nogle haler.
Mennesket er i sandhed blevet større end skaberen, hvis man før har troet på en sådan.

Kongelige forbilleder

Som dyreven bliver man frygtelig ked af det hver gang man får præsenteret en menu fra et selskab hos de kongelige, som ellers fremtræder nok så sympatiske og følelsesfulde.

Foie gras er fedtlever fra tvangsfodrede ænder og gæs. Leveren svulmer op til 10 gange normal størrelse og mister det meste af sin funktionsevne. Det er udenfor enhver tvivl, at dyrene lider på det grusomste. Derfor er produktet forbudt at producere i Danmark, men det afholder åbenbart ikke nogen fra at importere det og de kongelige fra at efterspørge det.

Dådyrene må formodes at været aflivet under jagt, som er en yndet forlystelse i kredsen omkring de kongelige. Problemet med at slå ihjel på afstand er, at man langtfra rammer plet hver gang, men forårsager mere angst og lidelse end de fleste har lyst til at se i øjnene. At man gør drab af dyr til fest og fornøjelse kan i sig selv virke meget krænkende på andre mennesker.

Mange af de fornemme gæster optræder i dyrepels – et produkt som man retfærdigvis kunne mene tilhører dyrene selv. Bag de fleste dyrepelse ligger mange, mange dyrs uværdige liv i små bure eller sågar afpelsning, mens dyrene endnu lever. I dag er der ikke andre begrundelser for at vælge dyrenes pels som overtøj end ønsket om at signalere magt og status.

Håbet er, at Mary eller andre friske kræfter i kongehuset bliver bevidst om disse urimeligheder og har myndighed til at gøre synspunkterne gældende – hjulpet på vej af samfundsudviklingens afstandtagen til middelalderligt barbari. Det vil i fremtiden være nødvendigt for kongehuset, at de fremtræder som forbilleder på et højt etisk niveau.

Annette Illum Rosenmunthe i BT 23.1.2006

Den sidste rejse

Stor tak til Steen Jensen, ”Journalen” DR, for udsendelsen om de danske dyretransporter tirsdag d. 2. januar 2001. Det var en fantastisk udsendelse, som journalen havde fået lavet. Åh, hvor er det uhyggeligt, at disse stakkels kasserede fødemaskiner bliver behandlet som levende kød.
Jeg holder meget af grise – gode minder fra min barndom, hvor grisene var mine bedste venner. Vi havde en so, som fik smågrise. Når soen skulle fare, sad min mor hos hende om natten og vågede, og når så det store øjeblik oprandt, blev vi børn hentet ud i stalden, så vi også kunne hilse de små nyankomne velkommen til det, der dengang var et værdigt griseliv. Et liv med plads til moderkærlighed i en stille og rolig atmosfære uden krav om antal nyfødte.
Kravet om effektivitet og produktivitet kan i dag få disse søer ud på deres sidste rejse, idet dommen hele tiden hænger som et åg over deres skuldre, som i forvejen er fyldt med betændte tryk- og liggesår. Det var med stort ubehag og væmmelse, jeg halvvejs gemt i min sweater fulgte med i grisenes pinefulde og smertelige sidste rejse. Jeg så det og så det igen og ser det atter igen – jeg ved, det foregår, og alligevel er det mig ubegribeligt, at mine medmennesker kan prygle, mishandle og vansire grisene på denne bestialske måde.
Det er vigtigt at huske på, at disse forkrøblede søer er skabt i landmandens stald – gamle skader, kaldte dyrlægerne det. Ak, tænk at skulle gå på nogle ben, som kun har stået og ligget i fikseret tilstand.
Op og ned ad glatte ramper, og stærkt skal det jo gå, for griseeksportørerne stresser, så de mange af - og pålæsninger kan overstås, inden de udmarvende transporter på motorvejene kan tage fart. Fra de opvarmede stalde til, som det er nu, frostgrader. Frysende koldt er det, men grisene ligger dog i lag og kan varme sig under, over og mellem hinanden, som sild i en tønde! Modsat må det jo så være stegende hedt at ligge i lag om sommeren.
Dette var en udsendelse om kasserede søer. I min bevidsthed rumsterer alle de mange andre dyretransporter med fjerkræ, får, lam, strudse, kaniner, kvæg, tremmekalve og heste.
Landmændene og eksportørerne er ikke en diskussion værd, idet de jo til enhver tid vil hævde, at dyrene har det godt og ikke lider. Som eksportør Niels Vinderslev, udtalte: ”Den måde, vi laver det på, er 100 % ansvarlig. Folk, som synes, det er dyrplageri, kan være byfolk, der ikke har kendskab til den normale procedure i arbejdsgangen med dyr”!
Byfolk eller ej – med blot en anelse sund fornuft vil et normalt følende og tænkende menneske se, at her slet og ret er tale om grov dyremishandling.
Det faktum kan der ikke rokkes ved! Derfor kære forbruger, er det op til dig, om du vil spise mishandlet kød.

Regeringen og DF vil ændre lovgivningen, så i stedet for 750 dyreenheder på een bedrift, må der nu være 950. Der er netop klaget over mangel på velfærd, specielt på store bedrifter, ja man tager sig til hovedet. Endvidere skal dyrlægerne fratages kontrol og ret til at klage over syge dyr på slagterierne.

Hvad er det efterhånden for et land, der tillader værre og værre behandling af dyrene og det på grund af begærlighed. Kyllinger skal kun have "NAT" i 4 timer, så æder de mere og vokser hurtigere, og nu vil man også give køerne lys i flere antal timer, for så bliver mælkeydelsen større og det giver 500 kr. i døgnet til landmanden. Hvad bliver det næste? Hvor er respekten for dyrene i landbruget, de bliver pint og plaget til gavn for større tykkelse af landmandens tegnebog.

Boykot sælpels

Eftersom det ikke kan garanteres, at sælpels fra Great Greenland er fri for skind af massakrerede, levendeflåede babysæler fra Canada, må man på det kraftigste fraråde ethvert køb af sælpels.

Godt det samme! Der er mange andre muligheder for at klæde sig varmt på end at iføre sig havpattedyrenes pels, som absolut tager sig bedst ud på dyrene.

Politikens fotochef Per Folkver karakteriserer d. 8/1 protesterne imod mishandlingen af babysælerne som pladderhumanisme. Ifølge ham kan lidelserne retfærdiggøres af hensynet til pelsindustriens succes og eksistensen af endnu større lidelser i andre dyregrupper. Betragtningen forekommer besynderlig kynisk.

Det er ved at udvikle sig til et stort problem især i den vestlige verden, at mennesker er så forskelligt udrustede hvad angår evner for empati og medfølelse. Den kraftigt stigende interesse for dyreværn viser, at stadig flere mennesker lider under alle de grusomheder, deres værgeløse medskabninger udsættes for i afstumpethedens og griskhedens tjeneste.

Svanefodring ved Brøndby Strand

Stor tak til alle de behjertede mennesker, der har overskud til at tænke på dyrene, og som hjælper Danmarks nationalfugl og andre svømmefugle med et helt nødvendigt tilskud til føden, specielt i området ved Maglebæk Sø.

Ifølge den seneste vismandsrapport fra Naturrådet har den menneskelige tilsvining af naturen forårsaget, at der er store problemer med vegetationen på lavvandede områder, og det går især hårdt ud over disse fugle. Mange steder langs Østersøens kyststrækninger kan man i vinterhalvåret finde en død svane for hver 10 m – et ikke særligt opmuntrende syn!

Vi lever i en verden, der på mange måder bliver mere og mere præget af kynisme og selvtilstrækkelighed. Forråelsen opleves næsten dagligt, hvor man ser unge mennesker stå og kaste sten mod eller pudse kamphunden på svanerne, som kæmper for livet i mere end én forstand. Andre kommer med hadske tilråb til dem, der af egen lomme fodrer for at opretholde bestandene. Pudsigt nok er disse dyrehadere ofte kendetegnet ved at være særdeles velnærede og iført dyrepels.

At man bruger rotteplage og forurening som argumenter imod fodring af svaner ved Brøndby Strand må vist udspringe af forsøg på vildledning eller proportionsforvrængning. I henved hver anden villahave fodres der fugle – ofte ganske massivt, og i skove og ved andedamme finder man korn udlagt overalt, beregnet for de såkaldte skydefugle.

Mennesket har gjort et kraftigt indhug i dyrenes levesteder og på mange måder vanskeliggjort dyrenes muligheder for at fouragere. Derfor er det yderst sympatisk og prisværdigt, at nogen påtager sig den opgave at hjælpe dyrene – en opgave, som mere rimeligt burde tilfalde kommunen, hvis borgere og turister har stor glæde af at iagttage fuglene. Mener man, at der er ulemper, må disse kunne afhjælpes.

Medicinfri grise?

Så bliver raske grise endelig fri for at få medicin, hvis landmænd og dyrlæger ellers overholder loven. Det er jo før konstateret, at sidstnævnte for ikke at miste kunder har "danset efter landmandens pibe". Men lad os nu håbe, at disse mennesker tager ansvaret på sig, så forbrugerne undgår at få antibiotika i kødet, det medfører resistens overfor bakterier.
Jeg håber at det vi har tilkæmpet os i EU bliver respekteret, og glæden bliver holdbar.

Kit Ansberg i Landbrugsavisen

Unødvendige lidelser

Pelsindustrien har ifølge Politiken (18/12) stor succes, fordi det er populært i Kina at iklæde sig dyrepels. Det samme gjorde sig gældende herhjemme i jægerstenalderen, men siden er der udviklet tekstiler, som harmonerer bedre med gældende livsstil, idet de er både lettere, billigere, vaskbare og med mange flere muligheder for spændende og kreative effekter.

En bestyrelsesformand i den lidelsesfyldte pelsindustri udtaler nok så kækt, at modstanden imod pelsbeklædning er død, men heri tager han ganske fejl. Tilslutningen og lydhørheden har aldrig været større og kritikken aldrig så organiseret og saglig som nu, for hvem har ikke set billederne af hunde og katte, der i Kina pelses levende, babysæler der i Canada brutalt slås ned med køller eller ræve der i Danmark lever et ynkværdigt liv i ganske små bure.

Dyrenes lidelser er helt unødvendige, for ingen behøver at frastjæle dem pelsen for at få smukt og praktisk tøj på kroppen. Pelsbærerne udsender signaler om praleri og mangel på omtanke, og produktionen af pels er i det hele taget afskyvækkende og tegner et billede af en forrået verden.

Annette Illum Rosenmunthe til Politiken

En syg smag

Endnu en restaurant med dyremishandlingsproduktet foie gras på menuen har af Politikens anmelder fået topkarakter. Restauranten blacklistes prompte af flere dyreværnsforeninger, og køkkenchefen bombarderes med protestopringninger og e-mails.

Ofte forgæves, for også køkkenchefer ligger under for madsnobberi og profitinteresser.

Med uspolerede smagsløg har jeg prøvesmagt fedtleveren – på en restaurant med priserne helt i top, maden serveret i mønstre på tallerkenen og alenlange forklaringer om tilberedelsen, som skal retfærdiggøre prisen.

Det var vammelt – ja, simpelthen modbydeligt! Leveren er som bekendt kroppens afgiftningsorgan, og det fornægter sig ikke. At organet oven i købet er sygt og dyret stærkt lidende, gør ikke produktet mere delikat.

De mennesker, der følelseskoldt og egocentrisk tilbeder fedtlever, der er forbudt at producere i Danmark, er formentlig ofre for de kredsløbsforstyrrelser, der følger i kølvandet på indtagelsen af animalske fedtprodukter. De er efter min bedste overbevisning også medløbere i ”Kejserens nye klæder”.

Annette Illum Rosenmunthe til Politiken

Taberkøer

Allerførst må ordet taberko tilføjes i ordbogen. ”Føj til ordbog”, står der på computeren. Et nyt ord har set - ikke dagens lys – men mørkets kræfter. Det er synd for landmændene, for flere og flere køer reagerer på måden, de behandles på. Et symptom på fornedrelse og afmagt. Nu skal der sørme sættes ind med forskning & kroner, for taberkøer udgør en praktisk og økonomisk belastning for landmændene.

Men hva` med køerne? Mon køerne i Indien lider samme skæbne. Jeg tror det næppe. Måske de videbegærlige forskere – med dollarstegn i øjnene – skulle slå et smut ud i den store verden og se hvordan en ko kan værdsættes og respekteres.

I et indslag i Nyhederne d. 21. oktober 2005 blev det nævnt, at et stort forskningsprojekt i Foulum viser, at køer der ikke kommer på græs om sommeren har større risiko for at ende som taberkøer. Hvilket imponerende resultat efter et helt års forskning!!!

Danske storbønder med blot en lille flig af samvittighed – jeg hælder til at de findes, men erkender dog gerne, at jeg kan være blændet af naivitet – må ønske sig at bo et sted, hvor ingen aner, hvad deres køer udsættes for.

Det har altid været min overbevisning, at fra en malkeko (bryder mig slet ikke om ordet malkeko) føder sin første kalv, vil den være i en konstant depressiv psykose til den ender som udbrændt kasseret affald på et slagteri. Koen kælver og kalven fjernes. Savnet efter kalven må være kolossalt.

Pjat, siger bønderne: ”Koen glemmer hurtigt”.

Med sit udspændte kæmpeyver er koen – malkekoen – tvunget til at producere mælk til mælkedrankere, som ikke skænker koens lidelser een eneste tanke.

Jeg vil tillade mig at påstå, at kun en meget begrænset del af landets civiliserede befolkning ved, at for at en ko kan give mælk, skal den føde en kalv om året. Relationen mellem ko og kalv er lig nul – kalven er jo et ”spildprodukt”, der fjernes fra sin mor, umiddelbart efter fødslen. Et nødvendigt onde for at mennesket kan stjæle koens mælk.

Det gør ondt at være ko.

af Anne-Mette Iversen
Dyreværnsforeningen Hesteinternatet af 1999
Byvej 37
8654 Bryrup
www.hesteinternatet.dk

Mariann F.B. som nu sidder i EU, er komplet uinteresseret i dyrs velfærd, (var det ikke på grund af sine tårer, hun havnede der?) Endskønt hun selv har store svinefarme i udlandet, kan hun ikke gå meget helhjertet ind for dyrevelfærd, nej penge er nok det, der interesserer damen mest af alt.
Og måske kan hun charmere mændene, det har jo vist sig før!!!
Vi må vist holde et øje med Gitte Seeberg, som er blevet udnævnt som årets dyreven i "dyrenes beskyttelse", det FORPLIGTER, mener jeg.
Vi har et stort behov, for ærlige mennesker i EU, der står 100% inde for det de er valgt på, ellers er det ynkeligt, jeg siger og mener ynkeligt.
Iøvrigt mener jeg, at menneskeheden slet ikke er moden til hverken EU eller globalisering. Man hypper sine egne "kartofler". Gud er Mammon, og Mammon er Gud.
Trods alt en venlig hilsen.

Kit Ansberg

Brøgger og pels

Nu skal Suzanne Brøgger til at reklamere for pels i en kampagne, der skal vise os "at en pels ikke bare er et glamourøst hylster, men at kvinden indeni er stærk, selvsikker og noget helt for sig selv" (Søndagsliv, 13. november),
Der foregår for øjeblikket en handel med pels fra hunde og katte, som holdes i lejre i Kina og bliver flået levende, hvorefter skindene bliver solgt til Vesten (se www.furisdead.com).
Nu er det jo nok mere luksuøse skind, Suzanne Brøgger og Caroline Henderson skal reklamere for. Men deres pelse er nu engang forarbejdet af døde dyr, som sikkert ikke har haft det godt, da de levede.
At Suzanne Brøgger "for første gang" har ladet sig lokke til at reklamere, siger måske noget om Copenhagen Furs evne til at betale. En kvinde, der har brug for mink til at demonstrere sin indre styrke, kunne måske godt falde for en dejlig fed check.

Annette Feilberg Heuser til Politiken

Læserbrev

Hvor ville det være godt, om vi Villabyer-læsere kunne sende et stærkt signal i kampen om at redde hunde og katte fra at blive flået levende.
For det er faktisk, hvad der sker i Kina. Hunde og katte holdes i lejre, hvor de bliver flået levende og deres skind solgt til lande i Vesten, hvor de bliver lavet til smukke, bløde veste, jakker osv.
Disse pelsveste i gadebilledet er uendeligt sørgelige, når man ved, hvor de kommer fra.
Vi er mange, der har protesteret mod dette frygtelige dyrplageri, som blev dokumenteret for ikke så længe siden på TV2. Men det fortsætter (se www.furisdead.com). Kun ved at sige nej til mistænkeligt udseende beklædning kan vi få disse pels'producenter' til at holde op.
I dag kan der laves rigtigt flot pelsværk uden at slå dyr ihjel. Teknikken er der, syntetisk pels kan nemt erstatte alt det, der kommer fra hund, kat og mink. Vi kan nyde smukt forarbejdet pelstøj uden at behøve at tænke på disse dyrs ubeskrivelige lidelser.

Annette Feilberg Heuser til Villabyerne

Jagtens glæder

Det er forbudt at dræbe mennesker, men det er ikke forbudt at dræbe dyr, og derfor kaster mange uforløste drabsmænd sig taknemmeligt over dem. Bang bang! Det er ganske sjovt at dræbe noget, kan man forstå, og så er der megen frisk luft og dejlig fyldte lommelærker oveni. Man spankulerer ud i naturen i jægertøj af sidste snit og gi´r den som en andenrangs Terminator med en førsterangs bøsse til 50 000 kr. stykket. Det er dyrt men straffrit – med mindre man af vanvare kommer til at skyde sin sidemand eller dennes hund (hvad der før er set) - og på denne måde kan man komme af med en hel del indre drabsfantasier med ingen anden mulighed for afløb: erstatningsdrab. Forbi jo er den tid, hvor man kunne skyde efter andre mennesker i forlystelsesøjemed, men man kan stadig fornøje sig med at sende en hel del dådyr, fasaner eller rapænder til de evige jagtmarker med hagl i kroppen og et revideret syn på de tobenede.

Den slags er der mange gæve gutter, der excellerer i i dag, inklusive vor alle sammens Prins Henrik. I B.T. forleden kunne vi med beundring læse, hvor mange flotte kadavere Hans Kongelige Forspisthed havde skabt omkring sig på ganske kort tid, og hvor sjovt det hele var for de implicerede parter med gevær.

Drabsmetoder er der to af. Enten lægger man sig på lur efter de større dyr og skyder dem i øjet (evt. benene) når de intetanende kommer forbi, eller for fuglenes vedkommende gør dem så håndtamme, at de kan plaffes ned i flok, når de møder op til fordring. Det lyder nemt, men ak, det er ikke uden risiko. Hensynsløse fugle kan finde på at falde ned i hovedet på den stakkels helt og bløde ubehersket på hans dyre kamuflagedragt. Men derpå lægger ikke mandfolk vægt, (som Viggo Stuckenberg skrev engang), og fuglene skal også have en chance for at slå igen.
Så pyt. Det tager en ægte jæger sig ikke af, for jægere er folk med krummer i. De giver ikke op så let, tra la.

Og så til sidst: Efter overstået slagtning poserer man for fotografen sammen med andre kampklædte helte med rygende gevær og macho-positur og smil som Robin Hood. Bravo.

Hvor er det synd, at Erik Balling ikke nåede at lave en film om den slags, med Christian Kær som mesterskytte, der skyder efter et æble på Hans Højheds hoved. Sikke et tilløbsstykke!

Geoffrey Cain til BT

Stop kynisk hobby

Tak for artiklen i BT d. 24/11 om jagtmassakrer på halvtamme, opdrættede fasaner.
Fasanerne opfører sig naturligt nok som de høns, der har haft rollen som adoptivforældre under opdrættet. På det tidspunkt hvor fasanerne udsættes, kan en hund snuse dem direkte i hovedet. I løbet af den næste måneds tid øges flugtafstanden til 1-2 m. Ofte vil man opleve, at fasanerne nysgerrigt bevæger sig hen imod hund og menneske og først flygter, hvis de forskrækkes.
Når nyligt udsatte fasaner står i flok på en kørevej, er de så forvirrede og desorienterede, at det kan være et stort problem at passere, og der er ikke langt imellem udtværede fasanlig på vejene.
Jagt på høns er ulovligt, hvorimod hønsenes adoptivbørn nedskydes i hundredtusindvis hvert år som ren underholdning. Kødet er nemlig ikke noget at råbe hurra for. Ifølge madskribenter kan det end ikke måle sig med de såkaldte papkyllinger. Vildthandlerne aftager en del af de nedskudte fasaner for 6 kr. i gennemsnit – andre sælges direkte fra godserne i frossen, grydeklar tilstand for en tyver pr. stk. Ikke mærkeligt, hvis ejerne fristes til blot at grave dem i jorden efter jagten.
Værdien af fasanerne ligger med andre ord i drabet, for jægere er parate til at ofre 250 kr. for at få den mærkværdige fornøjelse at nedskyde en fasan.
Man må så håbe, at de får ram på dem alle, for iflg. Dyrenes Beskyttelse er disse opdrættede fasaner dårligt i stand til at overleve den danske vinter. Desværre forholder det sig dog sådan, at jægerne langtfra rammer plet hver gang, de skyder et dyr. En del af fasanerne vil ligge tilbage uden ben, næb eller øjne. For andre venter en langsom, pinefuld død på grund af et perforeret tarmsystem eller andre skader.
Det er på høje tid, at der bliver sat en stopper for denne kyniske hobby, som ikke er et civiliseret samfund værdigt.

Annette Illum Rosenmunthe i BT den 27. november

Listen over de danske modtagere af EU-landbrugsstøtte er for nylig blevet offentliggjort og kan ses på www.dicar.dk. Her afsløres det, mange af os har haft en grum mistanke om: At det er svine- og andre baroner, der har formået at krige sig og tildele hinanden hovedparten af EU’s landbrugsstøtte.

På bekostning af de mere beskedne, nytænkende og samvittighedsfulde landbrug støttes stordrifter, hvor der jævnligt afsløres massive dyrevelfærdsproblemer, hvor der foruden gyllebeholdere nu etableres hele gyllelaguner, hvor man afspærrer for andre menneskers adgang til naturen, hvor man opdrætter millioner af skydefugle til sjov og underholdning og hvor endeløse, ensformige marker giftsprøjtes fra bl.a. helikopter.

Naturrådet har i deres sidste vismandsrapport dokumenteret, at naturen aldrig har haft det værre end nu og altså bestemt ikke nyder godt af gældende praksis.

Ifølge Politiken d. 4/11 håber flere vildtkonsulenter på en isvinter, der skal får de mange svage vilde dyr til at lide kuldedøden.

Det forekommer at være en ubehagelig kynisk betragtning så længe der er muligheder for at forebygge svækkelser i vildtbestandene.

For det første kunne man forbyde anskydninger af dyrene. Hvis ikke jægerne kan ramme plet hver gang, må de undlade at skyde dyr. For det andet er det uhensigtsmæssigt, at de altid går efter de stærkeste dyr for at få de største trofæer. For det tredje kunne man lade rævene være i fred, så de på naturlig vis kunne tage sig af de svageste byttedyr. Sidst, men ikke mindst burde man sætte en stopper for jægernes udsætning af 2 millioner skydefugle. Disse fasaner og agerhøns er så svage, at de ikke kan overleve i naturen.

Hvis man i det hele taget ophørte med – som led i hobby – at efterstræbe de vilde dyr, kunne de få ro til at fouragere i dagtimerne og derved samle energi og kræfter til at overleve vinteren.

Som om der ikke var elendighed nok i verden, barsler EU nu med et kemikaliedirektiv, der indebærer, at 12,5 millioner flere dyr vil bliver brugt som testofre for giftige kemikalier. Det skriver Ole Münster, direktør for Dyrenes Beskyttelse 22. oktober, og en stor tak skal han have, fordi han gør opmærksom disse ting. Ironisk nok har dyreforsøg i de fleste tilfælde meget begrænset nytteværdi, og der findes probate alternativer som in vitro eksperimenter og computer-simulering, der har gjort dem overflødige. Hvorfor bruges dyreforsøg så? Svaret er, at de bruges som oftest som alibi, så medicinal- eller kemikalieindustrien ikke kan sagsøges i tilfælde af ulykker. Og dem har der været nogen stykker af. Mest forfærdelig var Thalidomidbørnene, der fødtes uden arme og ben, og Thalidomid var interessant nok testet på dyr. Men det har de fleste glemt, så dyreforsøgenes smertenskarusel hvirvler stadig rundt og rundt med små, ufrivillige passagerer, der helst ville af, hvis de kunne. Hvordan foregår det helt præcist.? Det ved man ikke. Offentligheden får sjældent lejlighed til at kigge ind i bure, hvor dyr med massive giftdoser i kroppen vrider sig i dødskramper. Så de fleste mennesker tænker aldrig over det. Men det foregår. Og nu lader det til, at det bliver værre.

Dyr føler ikke angst, de lider ikke! - siger man. Hvad ved man egentlig om det?

Den utrættelige og kompetente forkæmper for natur og miljø, Kjeld Hansen, dokumenterer i sin kronik (Pol. 19/10) det, mange af os har haft en grum mistanke om: At det er svine- og andre baroner, der har formået at krige sig og tildele hinanden hovedparten af EU’s landbrugsstøtte.

På bekostning af de mere beskedne, nytænkende og samvittighedsfulde landbrug støttes stordrifter, hvor der jævnligt afsløres massive dyrevelfærdsproblemer, hvor der foruden gyllebeholdere nu etableres gyllelaguner, hvor man afspærrer for andre menneskers adgang til naturen, hvor man opdrætter millioner af skydefugle til sjov og underholdning og hvor endeløse, ensformige marker giftsprøjtes fra bl.a. helikopter.

Naturrådet har i deres sidste vismandsrapport dokumenteret, at naturen aldrig har haft det værre end nu og altså bestemt ikke nyder godt af gældende praksis.

Det er besynderligt, at der ikke er blevet sat en stopper for jægernes opdræt og udsætning af omkring 2 millioner skydefugle. De udsatte fasaner, ænder og agerhøns fodres i det fri, hvilket naturligvis tiltrækker vildtlevende, sygdomsramte fugle.

En så ubehagelig og farlig sygdom som fugleinfluenza, må man gøre alt for at forebygge. Derfor bør al jagt på fugle øjeblikkelig indstilles, så man undgår nærkontakt imellem trækfugle og mennesker.

Nu varsles der igen jagtgudstjeneste i Svinø Kirke, som ovenikøbet lokker med en dram bagefter. Dette er måske ikke det bedste signal at sende. Også i jagtkredse kæmpes der nemlig for et forbud imod alkoholindtagelse i forbindelse med jagtudøvelse.

Nu må man jo ikke lyve, så der er vel ingen, der vover at påstå, at skydningen har som formål at regulere bestanden af harer, fasaner, ænder og agerhøns. Ej heller skydes og anskydes dyrene for at stille sulten hos jægerne.

For tiden arbejder en undersøgelseskommission for at afdække hvor og hvordan de mange nedskudte fasaner destrueres, for konsummarkedet kan kun aftage en brøkdel af dem.

Rådyrene bliver vel som regel spist, men mon ikke de fleste ville miste appetitten hvis de vidste, at det ofte er hunde, der optræder som slagtere af disse prægtige dyr (efter anskydning).

Tilbage er der den mulighed, at jagtgudstjenesten skal give rum for jægernes taksigelser til Vorherre fordi han har skabt dyrene, så mennesket kan forlyste sig med at skyde på dem. Skål på det i Jesu navn!

Ifølge Politiken d. 24/9 har man i Nederlandene valgt at holde alt fjerkræ inden døre for at beskytte fuglene imod smitte fra vilde trækfugle og dermed nedsætte risikoen for udbredelse af fugleinfluenza i befolkningen.

Herhjemme har man i stedet lukket over 1 million opdrættede fasaner og agerhøns ud i det fri – alene med det formål at forøge antallet af skydeemner for hobbyjægerne.

Der er tale om en særdeles usmagelig og uetisk praksis – oven i købet med begrundet mistanke om, at en stor del af de nedskudte fugle blot destrueres, fordi markedet ikke er i stand til at aftage dem (Michael Rothenburg, Politiken).

At der så ydermere er forøget risiko for udbredelse af fugleinfluenza ved opdræt og udsætning af disse skydefugle, gør ikke sagen mere appetitlig.

Første september er en stor dag for jægerne, for da går jagten på skovduer ind. Jeg fatter ikke, at jægerne ikke selv råber op og siger fra, for skovduerne har stadigvæk yngletid til ca. sidst i oktober. Det betyder, at tusinder af dueunger lider sultedøden, når forældrefuglene bliver skudt. Jægerne siger, at de kun skyder skovduer, der flyver i flok – det skulle være et nogenlunde sikkert tegn på, at de ikke har unger på rede. Men disse etiske regler er der stort set ingen, som overholder. Og hvem skal kontrollere, om de overholdes?

Jeg håber, at miljøministeren snarest vil gribe ind og stoppe dette dyrplageri – og samtidig standse den gigantiske faunaforurening, som også foregår netop nu, hvor jægerne udsætter millioner af opdrættede, halvtamme fasaner, agerhøns og vildænder, som skal være levende skydeskiver ved jægernes morskabsjagter.

Det skal være statsautoriserede jægere, som hidkaldes, hvis der i områder er dyr, som formerer sig uhensigtsmæssigt voldsomt.

Jagtmedarbejderne i Skov- og Naturstyrelsen beskriver i det seneste nyhedsbrev jagt som en mægtig succeshistorie. Imidlertid viste dette sig at være helt usagligt, for allerede næste dag måtte man dementere og i stedet forklare, hvordan der år efter år har været nedgang i antallet af nye jægere. Dette på trods af massiv jagtpropaganda.

På samme måde er der god grund til at betvivle Danmarks Miljøundersøgelsers tal for jægernes anskydninger eftersom de udarbejdes af jagtmedarbejdere der ved, at for høje tal truer jagtens fremtid. Erfarne jægere finder under alle omstændigheder tallene meget for lave.

Ikke så underligt, at nutidens jagt eller hobbyskydning på dyr, der mest har til formål at give jægeren en fornøjelig skydeoplevelse og endnu et trofæ, vækker stigende anstød.

Skovduer skydes på tidspunkter, hvor mange endnu har unger i rederne, harer skydes på trods af dramatisk nedgang i bestanden, og ræve og rådyr søger tilflugt i villahaverne og er ofte til gene dér.

Jægerne opdrætter mængder af små elendigt udseende og uspiselige fasaner blot med nedskydning som formål. Disse fjerkræopdræt er særdeles problematiske i relation til udbredelsen af fugleinfluenza – endnu en god grund til at indføre et forbud.

I en artikel om jagt på gæs (1/9) er der en alvorlig fejlinformation. De usandfærdige oplysninger kommer fra Skov- og Naturstyrelsen, hvor jagtmedarbejderne i det seneste nyhedsbrev fremstillede jagt som genstand for stigende popularitet.

Dette er efterfølgende blevet dementeret fra samme sted, men nu med mere saglige og objektive oplysninger. Der er således i stedet tale om, at der fortsat er en nedgang i antallet af nye jægere og altså dermed en faldende interesse for at skyde dyrene i Danmark. Dette på trods af den massive jagtpropaganda, der finder sted.

Ifølge nye undersøgelser mener hele 4-6 % af befolkningen ikke, at dyr er i stand til at føle angst, smerte og hengivenhed.

Man må således formode, at kyllingefabrikanter ikke tror på, at kyllingernes ætsningssår gør ondt på dyrene eller at det generer dem, at benene forkrøbles pga. alt for hurtig vækst. Under alle omstændigheder har de åbenbart ingen skrupler over at udsætte dyrene for det, andre vurderer som forfærdelige pinsler.

Svinelandmænd mener tilsvarende ikke, at åbne skuldersår, bylder og tarmvridninger pga. sult piner dyrene eller at de lider ved at blive kørt til slagtning i Mellemøsten.

Jægerne skamskyder jævnligt dyrene i jagten på trofæer eller fordi de finder dyreskydning sjovt og spændende og de påstår hårdnakket, at dyrene højst mærker det som en vaccination. Skamskydningernes følger er ofte bortskudte lemmer, næb og øjne samt perforerede tarme.

Mange medlemmer af menneskeracen er åbenbart ganske uden evner for indlevelse. Man burde stille krav om at alle, der i deres arbejde eller hobby har magt over værgeløse væsener, skal kvalificere sig til det – ikke kun fagligt, men også menneskeligt.

Med jævne mellemrum debatteres i medierne problemerne med de mange ræves tilstedeværelse i byerne. Holdningerne er delte. Nogle skræmmes af de vilde dyrs nærvær og mange har medlidenhed med rævene, der fortvivlet søger at overleve på små territorier og med affald og forgiftede rotter som føde. Rævene har brug for plads, så de ikke stresser og smitter hinanden, og på landet er fasanstegen sjældent mange meter væk, frilandsrotterne i kraftig fremgang på grund af det udlagte fasanfoder og forekomsten af ådsler langs landevejene stor.

Når man hvert år oplever, hvordan fasaner kan finde ud af at flygte fra jagten og søge tilflugt i haverne, er det en nærliggende tanke, at det også er jagt, der ligger bag rævenes flugt til byerne. Mange af rævene har i bogstaveligste forstand fået jagten at føle, idet de skamskydes i stort omfang.

Også harer og råvildt søger tilflugt i sommerhusområder og haver, men med deres manglende evner for at bosætte sig under jordoverfladen kan de ikke som ræven kan tage blivende ophold dér. Dette har vist sig at være fatalt for harebestanden, som nu på det nærmeste er bortskudt. Rådyrbestanden med dens attraktive trofæer søger jægerne på alle mulige måder kunstigt at opformere. Indtil videre med så stor succes, at de hvert år kan føje 70.000 trofæopsatser til deres samlinger.

Ifølge Politiken har man i Canada indledt de årlige massedrab på sælunger. Det sker ved hjælp af køller og før ungerne er store nok til at flygte. Undersøgelser har vist, at omkring 42 % af sælungerne får pelsen flået af mens de endnu lever.

Ikke af nød, men udelukkende i praleriets tjeneste iklæder mennesker sig dyrenes pels. Disse rov- og havpattedyrklædte mennesker kan ikke undgå at stifte bekendtskab med de lidelser, dyrene må gennemgå for at levere dem produktet.

Derfor alle I pelsmennesker: Hvis I vil signalere, at I udover en velspækket tegnebog også har omtanke i hovedet og følelser i livet, må I vælge et andet materiale end den pels, der rettelig tilhører dyrene.

Terrorisme og dyreværn

I Politiken (29/8) omtales en sag fra England, hvor ”voldelige dyreværnsterrorister” har gjort det surt for en producent af marsvin, opdrættet til dyreforsøg.

Det er da trist, at dyreværnsforkæmpere er så afmægtige over for profit- og prestigeforskningen, at de finder det nødvendigt at gribe til ulovlige midler i deres uegennyttige bestræbelser på at redde dyr fra grusomheder. At man sidestiller dem med terrorister viser med al tydelighed hvilke kræfter, de er oppe imod.

Nogle forskere påstår, at brugen af dyr til forsøg foregår på en etisk måde, men etik er som bekendt et subjektivt og profitafhængigt begreb. Heldigvis har mange toneangivende forskere for længst forladt misbruget af dyr i erkendelse af, at dyrenes reaktioner sjældent er sammenlignelige med menneskers, og det ofte er muligt at finde alternative metoder.

Annette Illum Rosenmunthe i Politiken